Sofavælgeren har valgt. Vi har bare ikke lyttet til det valg

Valgdeltagelsen ved folketingsvalget i marts var den laveste i 36 år. Det er ikke udtryk for ligegyldighed, men et publikum, kampagnerne ikke har ramt. Her er, hvad der faktisk virker til at få sofavælgeren op af sofaen.

83,98 procent af de stemmeberettigede satte deres kryds ved folketingsvalget den 24. marts. Det lyder af meget. Det er alligevel den laveste valgdeltagelse i 36 år, og det fjerde valg i træk, hvor kurven peger nedad. Man skal tilbage til 1990 for at finde et lavere tal.

Det burde give enhver kandidat og kampagneleder anledning til pause. Vi bruger enormt meget energi på at tale til de vælgere, der alligevel dukker op. Vi bruger meget lidt energi på at forstå dem, der bliver hjemme.

Tidligere på året var jeg med i en podcast hos Altinget, hvor Gitte Ballenstedt satte spot på præcis den gruppe: sofavælgerne. Med i studiet havde hun Kristian Wederkinck, tidligere kampagnechef for Morten Messerschmidt, da han i 2014 satte rekord i personlige stemmer til Europa-Parlamentet, og mig med min fortid fra Venstre. Det blev en god snak, men en podcast er kort. Her sætter jeg nogle flere ord på. 

Hvem er sofavælgeren?

Ordet “sofavælger” bærer en implicit anklage: at vedkommende er passiv, ligeglad, doven. Det er en dyr misforståelse at basere sin kampagne på.

En Voxmeter-undersøgelse for DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd, offentliggjort op til folketingsvalget i marts, spurgte unge mellem 18 og 29 år, hvor sikre de var på at stemme. 11 procent svarede, at de enten ikke ville stemme eller var i tvivl. Da de blev spurgt hvorfor, var billedet klart: 29 procent svarede, at de ikke føler, de ved nok om politik. 26 procent svarede manglende tillid til politikerne. 20 procent tror ikke, deres stemme gør en forskel. 17 procent kan ikke spejle sig i nogen af de opstillede politikere.

Det handler om nogen, der ikke føler sig klædt på, ikke stoler på systemet, eller ikke kan finde sig selv i det.

For kandidaten betyder det, at opgaven ikke er at overbevise nogen om, at politik betyder noget. Den opgave er allerede løst. Opgaven er at gøre din egen politik forståelig og dig selv til nogen, man kan genkende sig selv i. For kampagnelederen betyder det, at et budskab, der forudsætter forhåndsviden om partiets mærkesager, taber til et budskab, der starter fra bunden.

Jeg ser den samme kløft, når jeg træner politikere. Langt de fleste kandidater, jeg møder, er dygtige og oprigtigt gode mennesker. Men mange sidder fast i, hvordan verden burde forholde sig til dem, i stedet for hvordan den rent faktisk gør: “Jeg har jo den bedste politik, hvorfor lytter folk ikke?” eller “Vores kandidatfelt er måske ikke det mest mangfoldige, men de er til gengæld de mest kompetente.” Den kløft, mellem at have ret og at være effektiv, er der, hvor vi taber lige nu, både over for sofavælgeren og over for de unge, der ikke kan spejle sig i, hvem der stiller op.

Men det er vi jo bare ikke. Og det er også okay. Vi kan sagtens mene meget om økologi og alligevel købe den spanske agurk, når den er på tilbud.

Hvad lærte vi af Messerschmidts rekordvalg?

I podcasten fortalte Wederkinck om strategien bag Morten Messerschmidts EP-valg i 2014. Allerede i 2012 besluttede kampagnen sig for at gå efter Poul Nyrup Rasmussens rekord fra 2009 på cirka 408.000 personlige stemmer. Det lykkedes med god margen: Messerschmidt endte på 465.758 stemmer.

En del af den ambition handlede om at aktivere vælgere, der normalt ikke stemte. Wederkinck forklarede hvorfor der var noget at hente netop ved europaparlamentsvalg: “Der hvor jeg har ekspertisen fra, det er jo fra de europæiske valg. Og der ligger stemmeprocenten et sted mellem 50 og 65 procent. Og der kan man sige, så er der jo rigtig mange vælgere, potentielle vælgere, som bliver hjemme, som man kan gå ud og få fat i, og det var jo en del af vores strategi.”

Det er en pointe, der er værd at hæfte sig ved for både kandidater og kampagneledere: potentialet i sofavælgerne er langt fra ens fra valg til valg. Ved et folketingsvalg ligger deltagelsen mellem 80 og 90 procent, og Danmark ligger som nummer tre i Europa på det mål, kun overgået af lande med stemmepligt. Ved europaparlamentsvalg og kommunalvalg er puljen af mulige sofavælgere markant større. Jo mindre valget fylder i offentligheden, jo mere er der at vinde ved at gå efter dem, der plejer at blive hjemme, i stedet for kun at kæmpe om de vælgere, andre partier allerede har.

Det skal dog siges ærligt: strategien i 2014 var ikke udelukkende en sofavælger-strategi. Kampagnen brugte også lang tid på at hive vælgere fra Socialdemokraterne og De Konservative. Virkeligheden er, som Wederkinck selv formulerede det, “både og”.

Hvad virker for at få folk op af sofaen?

Forskningen er usædvanlig entydig på ét punkt: personlig kontakt virker bedre end alt andet. Det er konklusionen fra Alan Gerber og Donald Green i bogen Get Out the Vote efter en systematisk gennemgang af årtiers kampagnemetoder. Dør-til-dør-kontakt slår telefonopkald, breve og digitale annoncer markant, når det handler om at få flere til at stemme.

Det bekræftes af vores egen canvassing-erfaring i Danmark. Bjørn Brandenborg stillede op til folketingsvalget i 2019 i en kreds, der ikke havde givet mandat til en socialdemokrat i knap 20 år. Han kastede sig ud i canvassing, selvom mange kandidater frygter netop den situation: hvordan man bliver mødt i døren.

“Jeg har kun to eller tre gange oplevet, at der er nogen, der har smækket døren i, ud af mange tusinder,” fortæller han om erfaringen. Han endte med mere end 6.000 personlige stemmer i Svendborg-kredsen. Det var over dobbelt så mange som den næstbedste kandidat på listen.

I podcasten blev vi spurgt, om et stunt som Magnus Heunickes pizzabud-optræden, hvor han tilbød at betale for pizzaen mod 30 sekunders politisk snak, er vejen frem. Mit svar er det samme nu som i marts: Hvis jeg var kandidat i det område, ville jeg hellere have brugt et halvt år på at spørge folk, hvad de går op i, og hvad der holder dem vågne om natten, end at komme forbi én gang med et budskab og en pizza. Det handler om at forstå hverdagen derude, ikke om at købe 30 sekunders taletid.

Vi gav også to konkrete råd i podcasten til, hvordan man når de unge sofavælgere. Det første er at være til stede på mange platforme samtidig, fordi mediebilledet er langt mere spredt, end det var, dengang TV-avisen var det sted, alle så politik. Det andet er at være det ægte menneske: vis dig selv, som du er, i stedet for kun at optræde med det polerede budskab.

Det er ikke tilfældigt, at politikere i dag laver mad i køkkenet eller vasker vinduer foran kameraet. Og fordi politisk annoncering på sociale medier i stigende grad er lukket ned, kan man ikke længere kompensere for manglende ægthed med flere penge i annoncebudgettet.

Der findes ingen genvej, der erstatter det. Da værten, Gitte i podcasten nævnte valgforsker Kasper Møller Hansens pointe om, at man kunne hente stemmer ved simpelthen at møde op med en polsk tolk på slagteriet i Ringsted, var Wederkinck og jeg enige om at skyde den ned som for enkel.

Man kan sagtens oversætte sit materiale til flere sprog, og det giver ofte mening lokalt. Men hvis afsenderen ikke er troværdig, og vælgeren ikke kan se sig selv i den politiker, der står der, hjælper oversættelsen ikke.

Det starter med, hvilke kandidater der stiller op, og hvor troværdige de er, ikke med, hvor let materialet er at læse.

Hvad betyder det for jeres kampagne?

Der er ingen enkel løsning, der får sofavælgeren op på benene til næste valg. Men der er en klar retning, og den handler om timing lige så meget som metode.

En valgkamp starter ikke tre uger før valgdagen. Som jeg sagde i podcasten: Hvis du gerne vil vælges til Folketinget om fire år, skal du ikke vente tre år på at komme i gang. Du skal ud og møde vælgerne, og du skal sørge for at blive kendt, for man kan ikke stemme på en person, man ikke ved eksisterer. Det gælder, uanset om den, du taler med, ender med at stemme, eller bliver hjemme igen.

Det betyder, at I som kandidater og kampagner skal turde bruge tid på de vælgere, hvis stemme ikke er givet på forhånd. Ikke fordi det er den nemme vej, men fordi det er der, valget reelt kan flyttes. Det betyder, at politikken skal forklares fra bunden, ikke forudsættes forstået. Og det betyder, at det personlige møde, ved døren, på gaden, i øjenhøjde, skal prioriteres året rundt, ikke klemmes ind i de sidste tre uger.

Det er heller ikke kun kampagnernes ansvar alene. Når unge mennesker ikke føler den demokratiske selvfølelse, der skal til for at engagere sig i et valg, har vi svigtet et sted i uddannelsessystemet, i familierne og på arbejdspladserne også. Vi har alle et ansvar. 

83,98 procent stemte i marts. Resten er ikke ligeglade. De venter på, at nogen gider komme forbi, og de venter helst ikke til tre uger før valgdagen.