69 procent af vælgerne bryder sig ikke om AI-genereret politisk indhold. Alligevel har du aldrig haft mindre tid til at skrive selv. Jeg har lavet en guide til dig, der vil bruge AI lidt bedre.
Du kender situationen. Der er et debatindlæg, der skal skrives inden i morgen tidlig. Der er tre opslag, der skulle have været postet i denne uge. Der er en borgerhenvendelse, du skal svare offentligt på, og du har ærligt talt ikke tid til at sætte dig ned og formulere det hele fra bunden igen.
Den nemme løsning er at bede en chatbot om at skrive det for dig, men den løsning koster dig mere, end den sparer.
AI-tekst, der lyder som AI-tekst, koster troværdighed hos de vælgere, du prøver at nå.
Vælgerne genkender lange tankestreger brugt som stilgreb, afrundede konklusioner, der ikke siger noget konkret, og konstruktioner som ”det er ikke X, det er Y”. De kan mærke det, selvom de ikke altid kan sætte ord på det.
Jeg aner ikke hvordan AI’en besluttede sig for, at alt skal have nogle lange bindestreger, men det har ødelagt min glæde ved at bruge en god tankestreg i mine tekster. Uanset hvad er det ikke AI’en, der er problemet, men i langt højere grad hvordan vi bruger det – og hvis vi som ansvarlige mennesker ikke tager ansvar for kvaliteten. Og ja, jeg indsatte selv den streg.
Læs også: To ud af tre vælgere kan ikke lide dit AI-indhold
Forskellen mellem at lade AI tale for dig og at give den din stemme
Der findes en tredje vej mellem at skrive alt selv og at lade en generisk chatbot skrive for dig. Vi skal bare bruge vores AI-værktøj anderledes: Som noget, der kender din stemme så godt, at det udkast, du får tilbage, ligner noget, du selv kunne have skrevet, i stedet for noget, der bare finder på teksten.
Det kræver, at du sætter værktøjet ordentligt op først. Ikke bare en enkelt prompt, men en fast opsætning, der fortæller AI’en, hvem du er, hvordan du arbejder, og hvad den aldrig må gøre.
Gjort rigtigt kalder jeg det en digital dobbeltgænger eller en AI-tvilling. Et redskab, der leverer et første udkast i din stemme, som du selv redigerer og gør færdigt, før noget bliver postet.
Det er dog vigtigt, at dobbeltgængeren ikke kan erstatte dig. Den kan levere et første udkast. Men det er stadig dig, der redigerer det, gør det færdigt, og det er dig, der trykker ‘Del’.
Den sparer dig tid på det første udkast. Den erstatter dig ikke på det sidste og vigtigste trin, hvor teksten skal blive til din egen, før den bliver offentlig.
Fem elementer, der spiller sammen
Opsætningen bygger på fem elementer i ét samlet AI-projekt. Fire af dem er dokumenter, du bygger op løbende. Din stemme samler du selv ud fra dine egne tidligere tekster. Din rolle, din arbejdsgang og dine regler bygger du i stedet ved at lade AI’en interviewe dig, ét spørgsmål ad gangen, indtil den har nok til at samle et færdigt dokument. Det femte element er en systeminstruks, der fortæller AI’en, hvordan de fire dokumenter skal spille sammen.
Det meste af arbejdet består altså i at svare på spørgsmål, ikke i at formulere lange dokumenter fra en tom side. Bagefter tester og justerer du, indtil udkastene rent faktisk lyder som dig.
Regn med omkring to timers arbejde i alt, og det kan godt spredes ud over et par dage, hvis du også gerne vil bruge lidt af din weekend på at kigge din kæreste eller dine børn i øjnene.
Og husk undervejs: Indsæt aldrig fortrolige borgerhenvendelser eller personoplysninger i et offentligt AI-værktøj, hverken i opsætningen eller i den daglige brug.
Sådan møder danskerne AI i en valgkamp
- Knap hver tredje vælger stødte på AI-genereret politisk indhold under det seneste folketingsvalg
- 69 procent af dem brød sig ikke om det, de så
- 19 procent brugte selv AI ugentligt til at blive klogere på valget
Min påstand: Danskerne har ikke noget imod, at du bruger AI. De har noget imod at kunne se det.