To kandidater kan stå på den samme station med de samme pjecer i det samme regnvejr og gå derfra med vidt forskellige resultater. Men der er en række ting, I selv kan gøre for at få vælgerne til at tage imod.

Vælgerne skal møde dig tre gange. Det mener Bjørn Brandenborg, der i 2019 fik mere end 6.000 personlige stemmer i Svendborg-kredsen, som ikke havde givet valg til en socialdemokrat i knap 20 år.

Jeg tror på, at vælgerne skal møde en tre gange: Ved døren, på valgplakaten og til uddelinger.

Bjørn Brandenborg

Folketingsmedlem, Socialdemokratiet

Uddelingen er det af de tre møder, der er nemmest at sætte i gang. I står på stationer, i gågader, foran uddannelsesinstitutioner og ved supermarkederne, fordi det er dér, flest mennesker kommer forbi til fods. Og det kræver ikke meget andet end nogle frivillige og en stak pjecer.

Derfor er det også nemt at gøre det dårligt. Uddelinger er noget af det letteste at plotte ind i 21 dages-planen, og så bliver de hurtigt til rutine, hvor man møder op, deler ud og går hjem igen. Men en uddeling er et personligt møde med vælgeren, og det kan trække jeres chancer i begge retninger.

Læs også: Sofavælgeren har valgt. Vi har bare ikke lyttet

Som kandidat skal du ligne en vinder. En, der er glad for at være lige præcis der. En, der er klar til at kæmpe for den vælger, der går forbi. Og en, der tilhører en gruppe præget af glæde og momentum. Den sidste del handler om hele holdet, så for kampagnelederen er det lige så meget din opgave som kandidatens.

 

Ligner I et vinderhold?

Alle vil være en del af et vinderhold, mens de sure tabere hurtigt bliver en ensom klub. Derfor skal I ligne nogen, der tror på det og har det sjovt med hinanden og med opgaven. Det er nemmere sagt end gjort, når regnen pisker ned i ansigtet kl. 5.30 på Korsør Station. Men det er første skridt.

For kampagnelederen er stemningen på holdet en del af jobbet. Det er typisk dig, der skal skabe et miljø, hvor de frivillige har lyst til at være med, også når det regner og blæser.

Og så skal I undgå pindsvinet. Det ses især til torvedagene.

Kandidaten og de frivillige står i en cirkel med ryggen ud mod vælgerne og vender lige verdenssituationen. Det er fint at vidensdele, men gør det, når vælgerne ikke kan se jer. For den vælger, der går forbi, ligner I et lukket selskab.

Stil jer heller ikke på tværs af vejen, hvor folk skal igennem, som en anden irriterende sælger fra et teleselskab. Stå med siden til, smil og tilbyd dem lidt læsestof med på vejen.

Læs også: Kom i gang nu. Valget venter ikke på dig

 

Kandidaten har kun én opgave

Som kandidat er det fristende at tage sig af det praktiske undervejs. Deler I kaffe ud, er det oplagt at stille sig bag kanden. Lad være. Kaffen er skoldhed og kan føre til flere uheldige situationer, og mens du hælder op, taler du ikke med nogen. Stil i stedet en kaffevogn eller en kaffestation op, hvor en frivillig hælder op, mens du taler med dem i køen.

Som kandidat skal du kun tale med vælgere til uddelinger. Du skal ikke tage hånd om de frivillige eller tage dig af praktiske ting. Din eneste opgave er at tale med vælgere. Du kan servicere og være omsorgsfuld for dine frivillige, når du er tilbage i valglokalet. Men det skal ikke gøres til uddelinger og ‘på kampagne’.

Kenneth Sørensen

Drifts- og arkivansvarlig, Venstre

For kampagnelederen er det den anden halvdel af opgaven. Når kandidaten ikke skal tage sig af de frivillige og logistikken, skal en anden gøre det. Mens kandidaten møder vælgere, er det kampagnelederen, der sørger for, at de frivillige er ude at føre kampagne. Så få pjecerne, holdet og planen på plads, før kandidaten dukker op.

 

Vælgerne er flokdyr

Ved en station kan der komme et ryk af 20-30 mennesker ad gangen, når toget eller bussen ankommer. Tager den første i rykket imod en pjece, stiger sandsynligheden voldsomt for, at resten også gør det. Oplever de ikke, at personen foran tager imod, lader de fleste være.

Så vær klar, før rykket kommer. Tager den første imod, så hav flere pjecer fremme og del dem hurtigt ud. Tager den første ikke imod, så træd et lille skridt tilbage, hold pjecen op foran dig og smil til alle, der går forbi. Får du øjenkontakt med nogen, så tilbyd en pjece. Og vent ellers på næste ryk.

Gennemgå det med de frivillige, inden I stiller jer op, så alle ved, hvad de gør, når den første i rykket siger nej tak.

Læs også: Værktøj: Få bygget din 21 dages-plan hurtigere

 

Den svære samtale

Nogle samtaler fører ingen steder hen. Det kan være vælgeren, der bare gerne vil tale, og gerne længe. Eller vælgeren, der er rygende uenig og bruger jeres tid uden noget håb om en stemme. I begge tilfælde skal I videre.

Aftal derfor på forhånd, at I ringer til hinanden eller går over og siger “Hey, jeg har lige brug for dig til noget”, når kandidaten eller en frivillig sidder fast. Så kan den, der er fanget, selv vurdere, om vedkommende vil tage imod redningen.

 

Afslut ordentligt

Når den sidste pjece er delt ud, mangler der to ting. Den første er at sige tak til alle, der har stået der med jer. Kandidaten skal ikke bruge tiden på de frivillige, mens uddelingen kører, men bagefter skal de have en ordentlig tak.

Den anden er at samle de pjecer op, der er endt på jorden. Ja, det er træls, at folk ikke bruger skraldespanden. Men det er jeres ansigt og jeres navn, der ligger og flyder på fortovet. Så det er også jeres kampagne, det går ud over.

 

Fire ting, der adskiller den gode uddeling

  1. Ligne et vinderhold: Stå åbent mod vælgerne med siden til og et smil. Aldrig i pindsvin.
  2. Kandidaten taler kun med vælgere. Kampagnelederen og holdet tager sig af de frivillige, kaffen og det praktiske.
  3. Ram den første i rykket: Tager den første imod en pjece, gør resten det typisk også.
  4. Afslut ordentligt: Sig tak til de frivillige, og saml pjecerne op fra jorden.

Vil du have hele opskriften?

Denne artikel dækker adfærden på selve dagen. I Vind valget får du hele uddelings-disciplinen: Timing af materialer gennem valgkampens faser, tilladelser og regler, håndtering af det svære møde og resten af værktøjskassen til at møde vælgerne der, hvor de er.