Når terrænet skifter, må man følge med

Mark Carney, Canadas premierminister sammen med Azam Ishmael, tidligere National Director i Liberal Party of Canada.

I januar 2025 var Liberal Party of Canada på vej mod et af sine værste valgnederlag nogensinde. Seksten måneder senere har partiet flertal i parlamentet. Azam Ishmael, der var National Director imens, fortæller hvordan et parti i krise greb det rette øjeblik. Og hvad det kommer til at koste, nu da krisen er drevet over.

Jeg mødte første gang Azam Ishmael i foråret 2023. Den daværende partisekretær i Venstre, Christian Hüttemeier, bad mig deltage i et møde i sit sted med repræsentanter fra en række liberale partier i Europa. Baggrundstæppet var, kort fortalt: Hvad fanden gør vi?

Populistiske partier vandt frem overalt, måden, vi organiserede os og førte valgkamp på, var under stor forandring, og i Venstre kæmpede vi med det særlige problem, at vi var blevet en del af en upopulær regering, som vi ikke ligefrem havde ført valgkamp efter at ende i, og vores formand var sygemeldt.

Azam var med for at dele sine erfaringer fra canadisk politik som National Director i Liberal Party of Canada. En National Director svarer i en dansk kontekst til en partisekretær.

Jeg husker, at jeg var dybt inspireret af, hvordan Liberal Party of Canada arbejdede med frivillige, og noget, de fleste partiorganisationer kan lære noget af. Han er desuden skarp og utrolig godt selskab, og derfor var han en af de første, jeg rakte ud til, da jeg satte dette nyhedsbrev i gang.

Der kommer en artikel mere, der går dybere ned i frivilligorganisering og valgkamp i 2026. Men først var vi nødt til at tale om den orange mand i rummet, og hvordan hans adfærd vendte udviklingen for Liberal Party of Canada.

2025 begyndte skidt for Liberal Party

I januar 2025 var Liberal Party of Canada ikke blot presset. Partiet var, efter enhver troværdig målestok, færdigt. De konservative under Pierre Poilievre lå næsten 20 procentpoint foran. Partiets leder Justin Trudeau havde annonceret sin afgang. Og de stod over for en lederkonkurrence uden nogen oplagt vej tilbage til magten, og de fleste iagttagere havde allerede skrevet nekrologen.

Seksten måneder senere har de liberale flertal i parlamentet, og jeg ville gerne forstå hvad der faktisk skete undervejs. Derfor var jeg også glad for, at jeg kunne få lov til at tale med Azam Ishmael i de sidste par uger af hans tid som National Director. I slutningen af maj takkede han nemlig af efter mere end ni år i partiet, længere end nogen før ham.

Hans svar handlede ikke om held.

“Partiet har altid været set som en stærk forsvarer af canadiske interesser,” siger han. “Og i krisetider har vi tidligere set, at flere mennesker vender blikket mod Liberal Party.”

Det var det, der endte med at forme hele valgkampen. Da USA’s præsident Donald Trump truede den canadiske suverænitet, eskalerede toldsatser og generelt bare behandlede canadierne som et folkefærd, der skulle indordne sig Trumps vilje, så valgte det liberale parti at læne sig ind i situationen, fortæller Azam Ishmael:

“Da vi er under pres fra Trump på både økonomi og Canadas selvstændighed, var det både naturligt og det rigtige kampagnevalg at understøtte fortællingen om Liberal Party som forsvarer af canadiske værdier og canadiske interesser.”

Det uofficielle kampagneslogan var “Elbows up”, et hockeyudtryk, umiskendeligt canadisk og et budskab, der ikke krævede nogen forklaring over for den vælgergruppe, det var rettet mod. Det officielle slogan var “Canada Strong”.

To spørgsmål, to vælgergrupper

De konservative havde brugt to år på at bygge en kampagne op om leveomkostninger: Priser på dagligvarer, boligmarkedet, husholdningsbudgetterne. Det var et reelt problem, og det ræsonnerede hos flere og flere vælgere – lige indtil april 2025.

Trumps adfærd endte med at introducere et andet emne for canadierne, og de to partier endte med at fokusere på hvert sit emne. Det liberale parti traf nemlig et bevidst valg om ikke at kæmpe imod de konservative på deres stærkste område, fortæller Azam Ishmael:

“Det andet parti fokuserede næsten udelukkende på leveomkostninger, hvilket er vigtigt,” fortæller Azam. “Men vi fokuserede mere på landets overordnede retning, på hele situationen med USA og gøre det til det afgørende spørgsmål, der skulle løses først, hvis vi skal kunne løse leveomkostningerne på lang sigt.”

Resultatet af de to partiers forskellige fokus blev en vælgerbefolkning, der i praksis havde sorteret sig selv, inden valgkampen var forbi.

“Vælgerne splittede sig selv i to. Hvis din primære bekymring var, hvordan du betaler din næste regning til tiden – dine kortsigtede leveomkostninger, stemte du konservativt. Men hvis du havde et længere og bredere blik på situationen, og hvor Canada er om nogle år, stemte du liberalt.”

Begge positioner åbnede et nyt terræn for de to partier. De konservative nåede vælgere, de normalt ikke tiltrækker. De liberale vandt kredse, hvor de normalt ikke er konkurrencedygtige, og tabte terræn i kredse, de normalt vinder. Sammenbruddet for partierne til venstre for midten accelererede også begge bevægelser, fortæller Azam Ishmael.

Det, der gav den liberale position troværdighed, var kandidaten øverst på stemmesedlen.

Mark Carney var tidligere blevet tilbudt at træde ind i politik, af begge partier, noget der var offentligt kendt, men tidspunktet havde aldrig været rigtigt for ham. Indtil foråret 2025.

“Han er den rette leder til det rette tidspunkt, og han ved præcis, hvorfor han står op om morgenen, og hvad han vil opnå. Og vælgerne tror på ham,” fortæller Azam Ishmael.

En tidligere centralbankchef uden politisk baggage, hvis profil svarede direkte på den angst, vælgerne følte. Ikke en outsider, der spillede kompetent, men en person, hvis hele karriere var bygget på at håndtere præcis den slags økonomiske forstyrrelser, der nu ankom fra Washington.

“Vi er et centrumparti, så vi har den fordel, at folk forventer, at vi er moderate i vores tilgang. Og vi havde netop den rette partileder til det rette øjeblik: Mark Carney, en seriøs og ansvarlig centralbankchef i en økonomisk krise.”

“De ville have en mand uden nonsens,” siger Ishmael. “Og det fik de.”

Fra venstre: Sachit Mehra, præsident for The Liberal Party of Canada, Azam Ishmael, tidligere National Director for The Liberal Party of Canada, og Mark Carney, premierminister i Canada. 

Mandatet og hvad der følger

At vinde på et krisemandat er ikke det samme som at vinde på et politisk program. De vælgere, der gav de liberale deres flertal, gjorde det, fordi de stolede på, at partiet kunne håndtere en konkret situation, og den tillid kommer med både en tidslinje og et sæt forventninger.

Azam Ishmael viger ikke uden om det.

“Det giver os et mandat til at regere, men det betyder også, at der er en regning, der skal betales, og den er vi selvfølgelig nødt til at betale: Vi skal gøre vores løfter til virkelighed. Til gengæld mener vi, at vi har et mandat fra vælgerne til at træffe nogle svære beslutninger, som vi måske ikke tidligere ville have haft lov til at træffe. Alt sammen på grund af situationen med Trump.”

Det er et reelt mandat. Men også et reelt pres. 

Hvad enhver kampagne kan lære af dette

Det canadiske eksempel er særligt på én åbenlys måde: Ikke enhver kampagne får en siddende amerikansk præsident til at omstrukturere den nationale samtale på sine vegne. Men mekanikken under det hele gælder bredere og er værd at hæfte sig ved, hvad enten man stiller op til parlamentet eller til et kommunalbestyrelsessæde.

Det liberale parti forsøgte ikke at konkurrere med de konservative om leveomkostninger. De identificerede det emne, hvor de havde en strukturel fordel: Spørgsmålet om landets retning og økonomisk troværdighed i en krise.

De byggede alt op om en kandidat, hvis biografi fremførte det argument for dem, inden han havde sagt et ord. Kampagnen fandt et klart svar på det spørgsmål, nok vælgere faktisk stillede: Hvem stoler du på til at håndtere netop denne situation, lige nu?

Og her var noget afgørende, når Azam genfortæller historien:

“Et stærkt hvorfor gør det meget lettere at føre valgkamp og at regere bagefter,” siger Ishmael. “Fordi alle ved, hvorfor vi er her.”

Og det er her, hvor jeg mener, at vi alle kan lære noget af de canadiske erfaringer. Det er hverken krisen, Trump eller Carney specifikt, men et meget klart på hvorfor du stiller op – og hvorfor du er den rigtige til situationen lige nu – er det, der kan gøre forskellen.

De liberale fandt det svar og holdt fast i det konsekvent fra kampagnens første dag til valgnatten. Derfor vandt de.