Folketingsvalget var en tæt affære, og i skrivende stund er der stadig ingen afklaring på en ny regering. Men der var også rigeligt med dramaer internt i partierne. Jeg har udvalgt to her.
Erik Flyvholm fra Venstre fik 5.833 personlige stemmer ved FV2026 i Vestjyllands Storkreds. Hans partikollega Trine Jepsen fik 4.921, og alligevel er det Trine Jepsen, der sidder i Folketinget i dag.
Flyvholm er tidligere borgmester i Lemvig og alt andet end en ukendt kandidat uden lokal forankring. Men hans stærke base i ét område var også årsagen til, at han ikke kom bredt nok ud i resten af storkredsen, og det er præcis der, det gik galt.
Venstre er det eneste parti, der kombinerer personlige stemmer med listestemmer til folketingsvalg. Listestemmer er stemmerne på partiet, der i Venstre fordeles til kandidaterne i et kredsområde baseret på deres andel af de personlige stemmer. Så på trods af, at Trine Jepsen fik 4.921 personlige stemmer, så endte Trine Jepsens samlede stemmetal på 6.892 mod Erik Flyvholms 6.614, og hun vandt dermed Venstres tredje og sidste mandat i Vestjylland med 278 stemmer.
Og hvordan sker det så? Her kan jeg anbefale at dykke ned i Valgtal.dk’s ”Sammenlign kandidater”-funktion, hvor du kan sammenligne to kandidater i samme storkreds. Du kan se det her. Når du tager et kig på opstillingskredsene, så STØVSUGER Erik Flyvholm Struerkredsen, der også indeholder Lemvig Kommune, og han får også 400 personlige stemmer mere end Trine Jepsen i Holstebro-kredsen. Men i alle andre kredse i storkredsen får Trine Jepsen flere personlige stemmer, hvilket betyder, at hun tager en større andel af listestemmerne – og dermed overvinder Trine Jepsen et forspring på næsten 1.000 stemmer.
For Venstre-kandidater er den strategiske konsekvens klar: En stærk lokal base er et godt udgangspunkt, men den må ikke blive loftet.
Det er dog ikke en læring, der skal være begrænset til Venstres kandidater. For uanset hvordan du vender og drejer det, så er din nærmeste modkandidat til pladsen i byrådet, regionsrådet eller på Tinge en fra dit eget parti.
Så derfor skal du analysere styrkeforholdene i hele storkredsen, i kommunen eller i regionen afhængig af det valg, som du stiller op til. Alle valg er i sidste ende lokale valg: Hvem kan repræsentere mig bedst? Og er der områder, hvor der er svage lokale kandidater, og du til gengæld har mulighed for at gøre en god og relevant figur, så er det et potentiale for din valgkamp.
Værktøjer som valgtal.dk giver adgang til stemmetal helt ned på afstemningsstedsniveau og skaber et konkret grundlag for at beslutte, hvor kandidaten bruger sin tid.
Én ud af tre MF’ere vandt med under 1.000 stemmer
Eksemplet med Trine Jepsen er ikke et exceptionelt tilfælde. Forskeren Frederik Klaaborg Kjøller delte for nylig et opslag på LinkedIn om et projekt, hvor han sammen med Frederik Hjorth, Olivia Levinsen og Anna Lund Sørensen har beregnet mandatmarginen for alle folketingskandidater siden 1971, og resultatet for FV2026 er slående: 34,3 procent af valgte MF’ere blev valgt med under 1.000 stemmer. I 2007 var det 12 procent. En ud af tre nuværende MF’ere sidder i Folketinget på under 1.000 stemmers margin, hvilket siger noget om tætheden.
Helt vildt blev det i København denne gang, hvor Dansk Folkepartis Allan Feldt fik 1.679 personlige stemmer i Københavns Storkreds og vandt DF’s mandat der, mens hans partifælle Paw Karslund fik 1.677. Karslund krævede forståeligt nok en omtælling, men Indenrigsministeriet afviste: To stemmer er ikke et tilstrækkeligt grundlag.
Så nu sidder Feldt i Folketinget, mens Karslund er vendt tilbage til hverdagen, og de to stemmer, der skilte dem, er enten to mennesker, som Karslund ikke fik talt med, ikke fik overbevist eller ikke fik ud at stemme. Det blev så forskellen på et mandat og en suppleantpost.
Der findes ikke noget værre end at blive valgt som 1. suppleant, fordi du mangler en håndfuld stemmer. Det kan holde én vågen om natten i lang tid, mens du løber alle dine tidligere beslutninger igennem, og uden at kunne gøre det mindste ved det længere.
Hvad det kræver af dig
Jepsen-eksemplet handler om geografisk prioritering, og Feldt-eksemplet handler om, at alle stemmer tæller. Men begge eksempler handler i bund og grund om det samme, nemlig at valgkampe afgøres af, hvem der møder flest relevante vælgere med det rigtige budskab på det rigtige sted.
Kandidatens opgave er at møde så mange af dem som overhovedet muligt, fordi synlighed er et middel og stemmer er målet. Hvert møde ved hoveddøren, hver uddeling og hvert torvebesøg er en direkte mulighed for at flytte et tal, der på valgnatten kan vise sig at have afgjort alt.
Kampagnelederens opgave er at sikre, at kandidaten gør det i de rigtige områder og med organisationen bag sig, og det kræver, at man sætter sig ind i styrkeforholdene tidligt. Hvilke kredsområder er undervurderede, hvilke er allerede dækket, og hvor giver kandidatens tid mest? Jo mere kampagnelederen løfter den datadrevne prioritering, jo mere kan kandidaten fokusere på at flytte den enkelte stemme.
Løber du ikke tør for penge i en valgkamp, så løber du stensikkert tør for tid. Derfor er prioriteringen af din tid i en valgkamp afgørende.
Har du brug for hjælp til at planlægge din valgkamp, så kan du finde flere værktøjer og konkrete metoder til at planlægge valgkampen i bogen Vind valget og i læringsforløbet.