Træt af pis? Det lærte Chris af sin første valgkamp

Foto: Stephane Maffait

Chris Hvidberg stillede op til Folketinget for første gang. Han kom fra reklamebranchen, var vant til at stå på en scene og havde et slogan, der var til at huske. Alligevel endte han med ”at underperformere vildt” ifølge sin egen vurdering. Her er det, han lærte.

Forestil dig, at du er vant til at mene noget. Vant til medierne. Vant til at snakke politik. Og så stiller du op til Folketinget og opdager, at du ikke helt var forberedt alligevel.

Det er den korte version af Chris Hvidbergs valgkamp. Han er fast klummeskribent i Jyllands-Posten, har en baggrund fra reklamebranchen, og så var han indtil 2025 et passivt medlem af Liberal Alliance. Til det seneste folketingsvalg lod han sig opfordre til at stille op i Østjyllands Storkreds, og han vidste godt, at det var langt fra sikkert, at han kom ind. Men han regnede heller ikke med, hvad valgkampen ville kræve af ham.

Chris valgte at dele sine refleksioner om valgkampen i et langt og ærligt LinkedIn-opslag, og det ville jeg gerne tale mere med ham om.

Sloganet og strategien bag

Chris arbejder til dagligt i reklamebranchen, og det satte sit præg på hans kampagne. Hans udgangspunkt var enkelt: Folk kan ikke stemme på én, de ikke ved eksisterer. “Der er ingen, der kan huske et slogan fra en valgplakat, men jeg er sikker på, at de kan huske mit,” fortæller han mig, da jeg fanger ham over Teams.

Sloganet var Træt af pis? Stem på Chris!

Pis betød for Chris SVM-regeringens politik fra et liberalt synspunkt: En frustration med tingenes tilstand, der så også var pakket ind i et oprør mod den klassiske tredelte mærkesagsmodel. Chris valgte bevidst ikke at opstille tre mærkesager som de fleste kandidater.

Han ville i stedet sælge et mindset: Mere frihed og ansvar, mindre stat. Og han valgte heller ikke at segmentere sin målgruppe på demografi. “Det er mindre vigtigt for mig, om de er gamle eller unge,” sagde han. “Man skal nå dem på forskellige måder med forskellige eksekvereringer, tone og den slags, men det er samme kerne, og det er samme mindset, som de skal købe ind på.”

Hvilket er en god idé. Det er nemmere at motivere vælgerne til handling med en følelse end med et alenlangt policy-papir, og hvis du kan eksekvere et kernebudskab på forskellige måder til forskellige målgrupper, men stadig gøre det troværdigt, så har du fat i den lange ende.

Undtagelsestilstanden og det, der ikke var klar

I en måned lavede Chris ikke mad. Han tabte sig. Fik for lidt søvn. “Man tænker valgkamp KON-STANT. 24-7,” skrev han efterfølgende i det LinkedIn-opslag, hvor han ærligt reflekterer over sin valgkamp. Han nævner det ikke for at klage over det. Han gik trods alt frivilligt ind i det.

Men han nævner det som information til dem, der ikke ved, hvad det vil sige. Det er værd at tage seriøst, både for kandidaten selv og for kampagnelederen. En kandidat, der ikke har forventet den mentale belastning, kan godt bruge noget tid på at komme sig over chokket. Måske ikke imens valgkampen ruller, men helt sikkert bagefter.

Problemet var for Chris, at han ikke nåede at blive klar med det praktiske. I lang tid var hans overbevisning, at valget ville komme senere på året.

”Da det så blev udskrevet, manglede jeg stadig en hjemmeside, forskellige flyers, radioreklame, displayannoncer, flere forskellige slags merchandise og løse SoMe-idéer, som jeg ellers havde tænkt mig at sætte i værk.”

Han nåede at få det meste på plads undervejs, men det skete på rekordtid og sideløbende med opgaver på hans arbejde, der også stadig skulle færdiggøres.

Hele valgkampen bar præg af en følelse af at være bagefter, og der var mange idéer, der aldrig blev til noget. Hans sociale medier kom ikke godt nok ud med konkrete budskaber om frihed og ansvar, selvom det var kernen i hans kandidatur:

“Jeg ville gerne have sprøjtet mange flere opslag ud, men det burde jo klart have været forproduceret, da jeg slet ikke havde tid eller overskud til at lave det hele under valgkampen,” fortæller han.

Chris’ læring er en, som mange nye kandidater gør sig. Der er helt vildt meget, der både kan og bør forberedes og forproduceres, hvis man har mulighed for det. For det kan godt være, at der opstår en sag undervejs, som vi skal reagere på, men der er stadig masser af plads til at mene det, du havde tænkt dig at mene i en valgkamp.

TikTok var til gengæld en af de ting, der virkede for Chris. Hans kendskabsgrad steg tydeligt i Aarhus, og han fik positiv respons fra især mange unge mennesker på gaden samt langt flere selfie-anmodninger, end han nogensinde havde forventet.

Struktur, penge og konkurrencen

Chris havde ingen kampagneleder, men han havde en gruppe af frivillige LA’ere, som han nåede at samle en enkelt gang.

”Jeg fik aldrig helt benyttet mig nok af kapaciteterne i gruppen. De hjalp også den store LA-kampagne med Vanopslagh og de andre kandidater, så på den måde var der ikke nogen frivillige, der blev tabt. Men det kunne have været fedt at have brugt gruppen mere aktivt. Det ville have været mere optimalt at få fordelt nogle faste roller fra start, da jeg under valgkampen var for tidspresset til at kunne overskue, hvor jeg havde brug for hjælp. Det ville også gøre det nemmere for folk at hjælpe mig med de opgaver, der kræver lidt mere tid, eller hvor jeg ikke selv er så stærk,” fortæller Chris.

Netop klare ansvarsområder kan hjælpe en hel del – om ikke andet bare for at hjælpe kandidaten med at kunne parkere bekymringer om et givent emne såsom husstandsomdelinger hos en frivillig, så kandidaten i stedet kan fokusere på at møde vælgere.

Valgkampe er ikke billige, og det gælder også for Chris, der fortæller, at det samlede valgkampsbudget endte på mere end 100.000 kr. i alt. Annoncering, merchandise, flyers og omdeling, valgplakater til omkring 25 kr. stykket. Det løber hurtigt op.

“Man vinder ikke valg uden penge,” som han selv formulerede det på LinkedIn, for derefter at tilføje med et grin, at han tilsyneladende heller ikke vandt med dem.

Konkurrencen har nemlig været hård. Alex Vanopslagh støvsugede Østjyllands Storkreds for de fleste LA-stemmer, og det er Chris helt afklaret med. “For at sige det lidt kækt, så spiller vi jo på samme bane. Selvfølgelig er jeg slet ikke lige så kendt som Alex – slet ikke – men de vælgere, der ville have nemmest ved at vælge mig, er de samme vælgere, der ligger Alex nærmest: En storby-liberal vælger, der værdsætter humor og skarpe, liberale holdninger. Og der kan jeg jo ikke fortænke vælgerne i at sætte krydset ud for Alex.”

Østjyllands Storkreds har foruden Alex Vanopslagh også haft Nicolai Wammen (S), Mona Juul (K) og Troels Lund Poulsen (V) på stemmesedlen, og det er tydeligt på stemmetallene i de enkelte partier, at det har haft en effekt – på godt og ondt for de enkelte kandidater. Det kan være med til at trække flere stemmer til partiet overordnet set, men topfigurerne har også nemmere ved at trække de personlige stemmer.

Derfor kræver det en meget bevidst differentiering på tværs af budskaber, kanaler, synlighed og vælgerkontakt, hvis du skal lykkedes med at skille dig ud.

Spørger man Chris, hvad han ville have vidst inden valgkampen, handler det ikke om det faglige. Han kendte debatten, kunne mærkesagerne og var vant til offentligheden. Det handler mere om det mentale og det praktiske:

“Man er på hele tiden,” som han beskriver det. Og alligevel er han ikke afskrækket.

Hans opfordring til dem, der overvejer at stille op, er direkte: “Go for it. Det er så meningsfyldt. Man skal selvfølgelig også ville det, da det koster en masse penge og en masse energi, men det er det hele værd.”

Og jo bedre forberedt du er, inden valgkampen starter, jo mere kan du bruge de penge, den energi og de ressourcer på det, der faktisk rykker noget.

Tak til dig, Chris. For at stille op. Og for at ville dele dine erfaringer.