SDU’s Digital Democracy Centre har lagt kandidaternes platforme oven på vælgernes. Billedet er nedslående: På YouTube, danskernes næstmest brugte platform, har næsten ingen kandidater en profil.

Mød dine vælgere der, hvor de er. Det råd har jeg givet i årevis, og indtil nu har det hvilet på logik og erfaring. Nu er der nye tal bag, og de er ubehagelige for de fleste kandidater.

I maj 2026 udgav SDU’s Digital Democracy Centre en systematisk kortlægning af danskernes digitale adfærd under det seneste folketingsvalg. 1.494 danskere er blevet spurgt, hvilke platforme de bruger. Alle 933 kandidaters tilstedeværelse er kortlagt på tværs af syv platforme. De to billeder er lagt oven på hinanden, og resultatet viser med tal, hvad mange kun har haft på fornemmelsen: kandidaterne står det forkerte sted.

Læs også: To ud af tre vælgere kan ikke lide dit AI-indhold

Ét match, resten er skævt

Der er præcis én platform, hvor kandidaternes tilstedeværelse svarer nogenlunde til vælgernes brug. Det er Facebook. 84 procent af danskerne bruger det, og 98 procent af kandidaterne er der.

Alt andet er skævt.

YouTube er Danmarks næstmest brugte platform. 62 procent af danskerne bruger det mindst én gang om måneden. Det er også platformen med det største hul, for kun 7 til 10 procent af kandidaterne har en YouTube-profil. Den gennemsnitlige partileder har 123 følgere på YouTube. På Facebook har samme partileder i gennemsnit 136.000.

X trækker den anden vej. 48 procent af kandidaterne er der, men kun 9 procent af danskerne. Politikere, partier og etablerede medier taler i høj grad til hinanden i et rum, de fleste vælgere har forladt. SDU-rapporten bemærker tørt, at det rejser spørgsmålet om, hvem politikerne og medierne egentlig taler til derinde. Det er et rimeligt spørgsmål.

LinkedIn ligner billedet fra X: 67 procent af kandidaterne, 31 procent af danskerne.

Sådan ser det ud hele vejen igennem. Kandidaterne står, hvor de altid har stået, og rykker ikke med derhen, hvor vælgerne er på vej hen.

Følgertallet fører dig på vildspor

Den almindelige måde at måle digital succes på er at tælle følgere. Det er også den, der fører flest galt på vej. For en kampagneleder er det fristende at sætte følgervækst på de lette platforme som mål, fordi tallet stiger og tager sig godt ud i en afrapportering. Men det måler den forkerte ting.

Tallene viser hvorfor. Der findes politikere med imponerende profiler. Mette Frederiksen har 482.000 følgere på Instagram og 452.000 på Facebook, og Alex Vanopslagh topper TikTok med 58.000. Alligevel har selv den mest fulgte partileder i landet kun 12,7 procent af befolkningen som følgere på sin stærkeste platform. 70 procent af danskerne følger ikke en eneste partileder på sociale medier, og 62 procent interagerer aldrig med politikere digitalt: ikke et like, ikke en kommentar, ikke en deling.

De største følgerskarer rækker altså kun ud til en lille del af det vælgerkorps, et valg afgøres i. Særligt nu hvor det ikke er muligt at annoncere på sociale medier. De politikere, der har bygget dem, har ikke gjort noget forkert. Sociale medier kan bare mindre, end de store tal antyder.

For kandidaten er der ét spørgsmål, der betyder mere end følgertallet: er du til stede dér, hvor de vælgere er, som endnu ikke har besluttet sig for at stemme på dig? For kampagnelederen følger en konkret konsekvens. Drop følgervækst som succesmål, og fordel produktionskraft og budget efter, hvor de vælgere er, I skal flytte.

Den fejl, der er let at undgå

Det er ikke svært at se, hvorfor hullet opstår. YouTube er tidskrævende og kræver videoproduktion, redigering og en kanal, der bliver holdt ved lige. Facebook er let: skriv et opslag, læg et billede op, tryk post. LinkedIn er hurtig at opdatere. X føles professionel (eller det gjorde det i hvert fald), og journalisterne er der. Kandidater og kampagneledere går derhen, hvor arbejdet er lettest at lave, frem for derhen, hvor vælgerne er.

Ingen behøver bygge en YouTube-kanal i morgen. Men platformvalget skal styres af, hvem I vil nå, frem for af, hvad I allerede er trygge ved. For en kommunalpolitiker med et afgrænset lokalsamfund kan YouTube være irrelevant, og Facebook stadig det rigtige sted. For en ung kandidat, der vil ramme vælgere under 35, er YouTube og TikTok et krav. For en profil, der vil nå erhvervsfolk, giver LinkedIn mening.

For kandidaten handler det om at kende sine vælgere godt nok til at vide, hvad de ser, hvornår de ser det, og på hvilken skærm. For kampagnelederen er det en prioritering af knappe ressourcer: hvor lægger vi den produktionskraft, vi har, så den faktisk når vælgerne?

Den prioritering bliver kun vigtigere, fordi en af de gamle udveje er lukket. Politisk annoncering på sociale medier er væk efter EU endnu engang valgte at regulere sig ud af en udfordring. Du kan derfor ikke længere betale dig til rækkevidde, når dit organiske indhold ikke slår igennem. Opslagene, videoerne og tilstedeværelsen på de rigtige platforme er det, der er tilbage til at nå vælgerne.

Det gør kanalvalget hårdere. Når annoncekronerne ikke kan rette op på et forkert valg, skal valget sidde rigtigt fra start. For kandidaten betyder det, at din tid og dine videoer skal lægges dér, hvor vælgerne er. For kampagnelederen, at den begrænsede produktionskraft skal styres efter rækkevidde blandt de rigtige vælgere frem for efter, hvad der er nemmest at lave.

Du skal nå dine vælgere bedst muligt med den indsats, du har mulighed for at lægge. Og dine kanalvalg afgør, hvor langt den indsats rækker. De dygtige mennesker hos Digital Democracy Centre har dokumenteret et hul. At lukke det er op til dig og din kampagne.

Liberal Party of Canada har lige afholdt sit største landsmøde i partiets historie, indsamlet flere penge end nogensinde og vundet en flertalsregering. Azam Ishmael har været med til at udvikle den organisation, der ligger bag. Her fortæller han hvordan, og hvorfor intet af det er kommet af sig selv.

4.500 mennesker mødtes i Montreal i april. Over halvdelen havde aldrig været til et liberalt landsmøde før. Omkring 1.000 var under 26 år. Det var det største landsmøde i partiets historie, og det kom efter en periode, Azam Ishmael uden videre kalder krævende.

“Jeg har haft det bedste job i canadisk politik. Det var krævende, særligt de sidste to år før den seneste valgkamp, men det har været mit livs ære at have arbejdet som National Director for at bygge et bedre Canada for alle.”

Han forlod posten den 29. maj efter mere end ni år som National Director, længere end nogen før ham. Den forrige artikel handlede om den politiske historie bag den liberale genkomst.

Denne handler om den organisatoriske: Hvordan får man et parti til at gå fra at ligge for døden i januar til at samle 4.500 mennesker til landsmøde femten måneder senere?

Svaret starter med en historie fra 2008.

Løftet han gav sig selv

Som ung medarbejder i partiet læste Ishmael en rapport om valget i 2008. Den daværende liberale leder og leder af oppositionen ville have udskrevet valg, men partiet var ikke klar. De havde simpelthen ikke pengene, og derfor endte det også med, at de kun brugte en del af det lovbestemte udgiftsloft. I Canada er der nemlig fastsat et loft for hvor mange penge, der må bruges på valgkamp.

Det satte sig fast hos Azam.

“Mit løfte til vores partiledere har altid været, at vi er klar, villige og i stand til at føre valgkamp, når der er brug for det. Det har det været, siden jeg tog over. Det er en arv, jeg er stolt af.”

Det lyder enkelt, men i praksis former det alt: hvordan man indsamler penge, hvordan man udvælger kandidater, hvordan man organiserer sig lokalt, og hvordan man træner sine folk. Et parti, der kun kan bruge halvdelen af sit udgiftsloft, er ikke bare underfinansieret. Det har været underorganiseret hele vejen ned, og det problem vokser sig større med tiden. De ni år som National Director har for Ishmael handlet om at rette op på netop dét.

Sådan fungerer landsmødet i praksis

De fleste forestiller sig et partilandsmøde som en politisk begivenhed: taler, afstemninger, resolutioner. Den forretningsmæssige del, som Ishmael kalder det. Det var også, hvad landsmødet i Montreal bestod af: politiske diskussioner, plenarmøder og valg af en ny ledelse.

Men det landsmøde, Ishmael har brugt år på at finpudse, er bredere end det. Deltagerne sætter selv deres program sammen ud fra kampagnetræning, politiske workshops og oplæg.

Målet er ikke kun at få partiets forretninger afviklet, men at sende folk hjem med noget i hovedet, de har lært, og lyst til at komme igen.

“Jeg bruger meget tid på feedback-undersøgelsen, vi sender ud efter et landsmøde. Vi skal finde alle de steder, hvor vi kan gøre oplevelsen bedre for deltagerne. Har man haft en god oplevelse, kommer man oftere tilbage.”

Omkring 1.200 af deltagerne kommer hver gang. Resten er nye, og at få dem til at dukke op, og til at vende tilbage, kræver et stykke arbejde: postkort til tidligere deltagere, telefonopkald, og en prisstruktur, der holder barrieren lav.

Medlemskab af partiet er gratis. Selve billetten til landsmødet er prissat til at dække udgifterne, ikke til at give overskud, og unge delegerede betaler mindre.

Alligevel kan den samlede pris, billet, transport og ophold, løbe op for den enkelte. Det er her, de lokale organisationer kommer ind.

“De stærke, lokale organisationer er en stor del af forklaringen. De kan tage noget af regningen lokalt og dermed gøre det billigere at deltage.”

Finansieringsmodellen

Den økonomiske model, Ishmael har været med til at bygge op, er værd at forstå, fordi det er den, der giver de lokale organisationer deres styrke.

Faste, månedlige donationer deles mellem det nationale parti og det lokale niveau. Giver en donor ti dollars om måneden, går fem til partiet centralt og fem bliver hos den lokale organisation. Begge niveauer har derfor en interesse i at finde nye donorer, og over tid bygger det lokale niveau sig op en reel kassebeholdning.

“Det lokale niveau er ved at blive ganske velhavende, og det er godt for organisationen som helhed.”

Den kassebeholdning gør en forskel, når der skal sendes delegerede til landsmøde, og lokalafdelingen kan sponsorere dem. Den gør en forskel under valgkampe, hvor de lokale selv finansierer arbejdet på gaden. Og den gør en forskel, når en kandidat takker af.

“Vi har tidligere set gode kandidater, der, da de forlod partiet, reelt efterlod organisationen uden penge, fordi indsamlingen ikke havde været god nok. Nu har vi et system, hvor der altid står penge tilbage til den næste.”

Justin Trudeau, tidligere premierminister i Canada med Azam Ishmael, tidligere National Director i The Liberal Party of Canada

Evnen til at skaffe penge er også en del af, hvordan kandidater bliver vurderet. En kandidat, der ikke kan rejse penge, er ikke klar, uanset hvor godt vedkommende ser ud på papiret.

“Vores kandidater skal kunne vise, at de ikke kun er gode på papiret. De skal kunne vise, at de selv kan bidrage til deres kampagne.”

For kampagneledere og partifolk er der en pointe at tage med her. Partiet finansierer ikke kandidaterne fra centralt hold. Kandidaterne viser, at de kan skaffe penge lokalt, og systemet er bygget, så der altid er noget tilbage til den næste.

Om fremtidens valgkampe

Ny teknologi som kunstig intelligens kan give valgkampe et stort boost, men kun hvis den bliver brugt rigtigt.

En af lærdommene fra Harris-kampagnen ved det seneste amerikanske præsidentvalg var, at telefonopkaldene til potentielle vælgere gav mindre og mindre effekt, og Azam Ishmael ser den samme tendens fortsætte.

AI bliver et vigtigt redskab, særligt for de mindre kampagner, der ikke har en stor stab. Men Azam Ishmael er præcis om, hvor grænsen går.

“AI kan være en rigtig god kampagneassistent og kan hjælpe en kandidat enormt. Men det kan ikke erstatte den faktiske kontakt til vælgeren. Der er stadig brug for det menneskelige møde. Politisk arbejde handler om autenticitet. Det handler om mennesker, der møder mennesker, og det kan AI ikke ændre.”

Derfor starter Azam Ishamel også med organisationen, ikke med teknologien.

“Vi skal have flere lokale teams. Vi skal være mere synlige lokalt. Og vi skal blive ved med at gå dørbanken og møde vælgerne. Bliv ved med at række ud. Byg fællesskaber. Giv ikke op på de gamle metoder.”

Det er værd at tage med sig for enhver kandidat eller kampagneleder. Det parti, der vandt flertal i Canada, efter at være skrevet ud af regnskabet seksten måneder tidligere, fandt ikke en teknologisk genvej. De byggede lokale organisationer, der var stærke nok til at holde sammen mellem valgene, træne nye folk og stille op, når det gjaldt.

Og resultaterne taler for sig selv.

63 procent af unge i Danmark ved, hvad de mener politisk. De kan bare ikke oversætte det til en stemmeseddel, og det gør det til dit problem.

Det er konklusionen i DUF’s Demokratianalyse 2026, og det bør give enhver kampagneleder og kandidat anledning til at sætte sig ned og tænke sig grundigt om. Ikke fordi unge er ligeglade eller politisk apatiske. De har meninger. Problemet er, at broen ikke er bygget.

Dansk Ungdoms Fællesråd måler hvert år det, de kalder demokratisk selvtillid: om unge oplever, at de har noget at bidrage med i politiske samtaler, at deres holdninger er værd at lytte til, og at de kan forstå de fleste politiske spørgsmål.

I år har 47 procent af unge lav demokratisk selvtillid, næsten halvdelen.

Bag det tal ligger noget konkret og brugbart for den, der vil forstå det rigtigt: Unge med lav demokratisk selvtillid deltager ikke i politiske aktiviteter og stemmer i langt mindre grad. Kun 20 procent af dem siger, at de er interesserede i politik, mod 77 procent af dem med høj selvtillid.

Men de har stadig holdninger.

Kløften ligger altså ikke mellem at have meninger og at mangle dem, den ligger i evnen til at oversætte sine meninger til politisk handling. Som en 19-årig i undersøgelsen beskriver det:

“Politik føles som om, at du skal være inde i klubben for at være med. Hvis du ikke er inde i den til at starte med, altså fra du er lille, så føles det som sådan, okay, der er bare en lukket dør, der kan du ikke rigtig komme ind.”

Den lukkede dør er dit problem.

De flytbare vælgere

Unge er den mest bevægelige vælgergruppe, du kan arbejde med. Hele 53 procent af danskerne skiftede parti fra 2019 til 2022, og andelen, der opfatter sig selv som fast knyttet til et parti, er faldet til 33 procent. Det er en generel bevægelse i vælgerkorpset, men den er stærkest hos dem, der endnu ikke har låst sig fast over mange valgperioder.

Din kampagne kan gøre en forskel, men kun hvis du forstår, hvordan beslutningerne rent faktisk træffes: af maven, ikke af hovedet. En vælger, der møder et budskab, der er rationelt funderet, er langt sværere at flytte end en, der møder noget, der rammer følelsesmæssigt rigtigt.

Du kan flytte en ung vælger langt mere end en 55-årig, der har stemt det samme parti siden Nyrup-regeringen. Men det kræver, at du møder dem på en måde, der giver mening for dem, og ikke for dig.

Og her er det, de fleste kampagner fejler. Man opretter en TikTok-profil, sætter “unge” som målgruppe i annoncesystemet og tager en selfie ved en ungdomsuddannelse og tror derefter, at opgaven er løst.

Spejling virker, men det kræver noget af dig

Analysen peger på noget, de fleste kandidater ikke tager tilstrækkeligt alvorligt: Unge har brug for nogen, de kan spejle sig i.

Det behøver ikke betyde, at du skal være ung. Men du skal tale et sprog, de genkender, tage udgangspunkt i de bekymringer, de faktisk har og ikke dem, du forestiller dig, at de burde have, og bruge eksempler fra deres hverdag og ikke fra Christiansborg.

En 24-årig kvinde i undersøgelsen sætter ord på, hvad der sker, når det går galt: “Så nævner de alle mulige ord, som jeg ikke forstår, og så føler jeg mig lidt dum, og så er jeg sådan, okay, jeg forstår alligevel ikke politik.”

Og alligevel er det den reaktion, langt de fleste kampagner avler hos unge vælgere, der ikke er vokset op med politisk sprog ved middagsbordet.

En 23-årig landmand i undersøgelsen beskriver sin politiske interesse sådan: “Alt det her med grøn trepart og kvælstofregulering (…) det er jo noget, vi snakker meget om på arbejdspladsen, så det er jo sådan noget, der også er lidt aktuelt for mig.”

Politik bliver interessant for dem, der oplever det som relevant for deres eget liv. Din opgave er at gøre det relevant.

For kampagneledere gælder det samme: Hvem taler til de unge vælgere i din kampagne? Er det nogen, de rent faktisk kan relatere sig til, eller sender du et byrådsmedlem på 57 til at holde oplæg på en teknisk skole?

Den verden, de vokser op i

Her er det, der gør hele problemet større, end det ser ud ved første øjekast.

54 procent af unge er bekymrede for, at deres liv bliver mere usikkert i fremtiden på grund af krige og konflikter. Kun hver tredje ung føler sig optimistisk, når de tænker på fremtiden, og kun hver tredje oplever, at deres egne handlinger kan være med til at skabe en bedre verden.

En 20-årig mand med lav demokratisk selvtillid sætter ord på det præcist: “Med politik, der er det noget med, at man har en meget lille stemme til et meget stort problem. Hvor lige nu i mit private liv, der har jeg en stor stemme til mine egne problemer. Så fokuserer jeg bare mere på mine egne end Danmarks.”

Den selvfølgelighed, at det næste årtis årgange automatisk vil få det bedre end dem selv, er brudt. De unge, der er 16-25 i dag, har oplevet pandemi og krig i Europa, set demokratier vakle og kigget på et boligmarked, hvor de ikke kan være med. Mange forsøger aktivt at undgå nyhederne, ikke fordi de er ligeglade, men fordi det hele er for tungt at bære på daglig basis.

Du kan ikke sælge en optimistisk fremtid, som de ikke selv tror på, og du kan ikke bruge klichéerne om, at vi sammen bygger et bedre samfund, hvis du ikke er parat til at forklare konkret, hvad du vil gøre for dem, ikke for “de unge” som abstrakt gruppe.

Den kandidat, der er villig til at acceptere præmissen om, at verden er mere urolig end før, og at de unges bekymringer er berettigede, har en reel mulighed. Hos en målgruppe, der endnu ikke har besluttet sig, hvor din valgkamp kan afgøres.

Hvad det kræver af dig

Tre ting skal du have styr på, hvis du seriøst vil nå de unge vælgere.

1. Tal om det, der rent faktisk bekymrer dem, ikke det, dit parti besluttede sig for at sætte på dagsordenen.
2. Sæt nogen i spil, de kan spejle sig i: En ung kandidat på listen, en frivillig på 22 år, eller dig selv, hvis du er parat til at møde dem i øjenhøjde.
3. Acceptér, at de ikke kender dig, ikke har fulgt med og ikke skylder dig noget. De er ubeskrevne blade, og det er en gave, ikke et problem. Men den gave kræver, at du starter forfra med dem hver gang.

Gør du ikke politik relevant for dem, i sprog, i indhold og i den måde du opfører dig på, giver det ikke mening at bruge kræfter på de unge vælgere. Brug i stedet din tid på de vælgere, du reelt kan nå.

Mark Carney, Canadas premierminister sammen med Azam Ishmael, tidligere National Director i Liberal Party of Canada.

I januar 2025 var Liberal Party of Canada på vej mod et af sine værste valgnederlag nogensinde. Seksten måneder senere har partiet flertal i parlamentet. Azam Ishmael, der var National Director imens, fortæller hvordan et parti i krise greb det rette øjeblik. Og hvad det kommer til at koste, nu da krisen er drevet over.

Jeg mødte første gang Azam Ishmael i foråret 2023. Den daværende partisekretær i Venstre, Christian Hüttemeier, bad mig deltage i et møde i sit sted med repræsentanter fra en række liberale partier i Europa. Baggrundstæppet var, kort fortalt: Hvad fanden gør vi?

Populistiske partier vandt frem overalt, måden, vi organiserede os og førte valgkamp på, var under stor forandring, og i Venstre kæmpede vi med det særlige problem, at vi var blevet en del af en upopulær regering, som vi ikke ligefrem havde ført valgkamp efter at ende i, og vores formand var sygemeldt.

Azam var med for at dele sine erfaringer fra canadisk politik som National Director i Liberal Party of Canada. En National Director svarer i en dansk kontekst til en partisekretær.

Jeg husker, at jeg var dybt inspireret af, hvordan Liberal Party of Canada arbejdede med frivillige, og noget, de fleste partiorganisationer kan lære noget af. Han er desuden skarp og utrolig godt selskab, og derfor var han en af de første, jeg rakte ud til, da jeg satte dette nyhedsbrev i gang.

Der kommer en artikel mere, der går dybere ned i frivilligorganisering og valgkamp i 2026. Men først var vi nødt til at tale om den orange mand i rummet, og hvordan hans adfærd vendte udviklingen for Liberal Party of Canada.

2025 begyndte skidt for Liberal Party

I januar 2025 var Liberal Party of Canada ikke blot presset. Partiet var, efter enhver troværdig målestok, færdigt. De konservative under Pierre Poilievre lå næsten 20 procentpoint foran. Partiets leder Justin Trudeau havde annonceret sin afgang. Og de stod over for en lederkonkurrence uden nogen oplagt vej tilbage til magten, og de fleste iagttagere havde allerede skrevet nekrologen.

Seksten måneder senere har de liberale flertal i parlamentet, og jeg ville gerne forstå hvad der faktisk skete undervejs. Derfor var jeg også glad for, at jeg kunne få lov til at tale med Azam Ishmael i de sidste par uger af hans tid som National Director. I slutningen af maj takkede han nemlig af efter mere end ni år i partiet, længere end nogen før ham.

Hans svar handlede ikke om held.

“Partiet har altid været set som en stærk forsvarer af canadiske interesser,” siger han. “Og i krisetider har vi tidligere set, at flere mennesker vender blikket mod Liberal Party.”

Det var det, der endte med at forme hele valgkampen. Da USA’s præsident Donald Trump truede den canadiske suverænitet, eskalerede toldsatser og generelt bare behandlede canadierne som et folkefærd, der skulle indordne sig Trumps vilje, så valgte det liberale parti at læne sig ind i situationen, fortæller Azam Ishmael:

“Da vi er under pres fra Trump på både økonomi og Canadas selvstændighed, var det både naturligt og det rigtige kampagnevalg at understøtte fortællingen om Liberal Party som forsvarer af canadiske værdier og canadiske interesser.”

Det uofficielle kampagneslogan var “Elbows up”, et hockeyudtryk, umiskendeligt canadisk og et budskab, der ikke krævede nogen forklaring over for den vælgergruppe, det var rettet mod. Det officielle slogan var “Canada Strong”.

To spørgsmål, to vælgergrupper

De konservative havde brugt to år på at bygge en kampagne op om leveomkostninger: Priser på dagligvarer, boligmarkedet, husholdningsbudgetterne. Det var et reelt problem, og det ræsonnerede hos flere og flere vælgere – lige indtil april 2025.

Trumps adfærd endte med at introducere et andet emne for canadierne, og de to partier endte med at fokusere på hvert sit emne. Det liberale parti traf nemlig et bevidst valg om ikke at kæmpe imod de konservative på deres stærkste område, fortæller Azam Ishmael:

“Det andet parti fokuserede næsten udelukkende på leveomkostninger, hvilket er vigtigt,” fortæller Azam. “Men vi fokuserede mere på landets overordnede retning, på hele situationen med USA og gøre det til det afgørende spørgsmål, der skulle løses først, hvis vi skal kunne løse leveomkostningerne på lang sigt.”

Resultatet af de to partiers forskellige fokus blev en vælgerbefolkning, der i praksis havde sorteret sig selv, inden valgkampen var forbi.

“Vælgerne splittede sig selv i to. Hvis din primære bekymring var, hvordan du betaler din næste regning til tiden – dine kortsigtede leveomkostninger, stemte du konservativt. Men hvis du havde et længere og bredere blik på situationen, og hvor Canada er om nogle år, stemte du liberalt.”

Begge positioner åbnede et nyt terræn for de to partier. De konservative nåede vælgere, de normalt ikke tiltrækker. De liberale vandt kredse, hvor de normalt ikke er konkurrencedygtige, og tabte terræn i kredse, de normalt vinder. Sammenbruddet for partierne til venstre for midten accelererede også begge bevægelser, fortæller Azam Ishmael.

Det, der gav den liberale position troværdighed, var kandidaten øverst på stemmesedlen.

Mark Carney var tidligere blevet tilbudt at træde ind i politik, af begge partier, noget der var offentligt kendt, men tidspunktet havde aldrig været rigtigt for ham. Indtil foråret 2025.

“Han er den rette leder til det rette tidspunkt, og han ved præcis, hvorfor han står op om morgenen, og hvad han vil opnå. Og vælgerne tror på ham,” fortæller Azam Ishmael.

En tidligere centralbankchef uden politisk baggage, hvis profil svarede direkte på den angst, vælgerne følte. Ikke en outsider, der spillede kompetent, men en person, hvis hele karriere var bygget på at håndtere præcis den slags økonomiske forstyrrelser, der nu ankom fra Washington.

“Vi er et centrumparti, så vi har den fordel, at folk forventer, at vi er moderate i vores tilgang. Og vi havde netop den rette partileder til det rette øjeblik: Mark Carney, en seriøs og ansvarlig centralbankchef i en økonomisk krise.”

“De ville have en mand uden nonsens,” siger Ishmael. “Og det fik de.”

Fra venstre: Sachit Mehra, præsident for The Liberal Party of Canada, Azam Ishmael, tidligere National Director for The Liberal Party of Canada, og Mark Carney, premierminister i Canada. 

Mandatet og hvad der følger

At vinde på et krisemandat er ikke det samme som at vinde på et politisk program. De vælgere, der gav de liberale deres flertal, gjorde det, fordi de stolede på, at partiet kunne håndtere en konkret situation, og den tillid kommer med både en tidslinje og et sæt forventninger.

Azam Ishmael viger ikke uden om det.

“Det giver os et mandat til at regere, men det betyder også, at der er en regning, der skal betales, og den er vi selvfølgelig nødt til at betale: Vi skal gøre vores løfter til virkelighed. Til gengæld mener vi, at vi har et mandat fra vælgerne til at træffe nogle svære beslutninger, som vi måske ikke tidligere ville have haft lov til at træffe. Alt sammen på grund af situationen med Trump.”

Det er et reelt mandat. Men også et reelt pres. 

Hvad enhver kampagne kan lære af dette

Det canadiske eksempel er særligt på én åbenlys måde: Ikke enhver kampagne får en siddende amerikansk præsident til at omstrukturere den nationale samtale på sine vegne. Men mekanikken under det hele gælder bredere og er værd at hæfte sig ved, hvad enten man stiller op til parlamentet eller til et kommunalbestyrelsessæde.

Det liberale parti forsøgte ikke at konkurrere med de konservative om leveomkostninger. De identificerede det emne, hvor de havde en strukturel fordel: Spørgsmålet om landets retning og økonomisk troværdighed i en krise.

De byggede alt op om en kandidat, hvis biografi fremførte det argument for dem, inden han havde sagt et ord. Kampagnen fandt et klart svar på det spørgsmål, nok vælgere faktisk stillede: Hvem stoler du på til at håndtere netop denne situation, lige nu?

Og her var noget afgørende, når Azam genfortæller historien:

“Et stærkt hvorfor gør det meget lettere at føre valgkamp og at regere bagefter,” siger Ishmael. “Fordi alle ved, hvorfor vi er her.”

Og det er her, hvor jeg mener, at vi alle kan lære noget af de canadiske erfaringer. Det er hverken krisen, Trump eller Carney specifikt, men et meget klart på hvorfor du stiller op – og hvorfor du er den rigtige til situationen lige nu – er det, der kan gøre forskellen.

De liberale fandt det svar og holdt fast i det konsekvent fra kampagnens første dag til valgnatten. Derfor vandt de.

Under folketingsvalget i år stødte knap hver tredje vælger på AI-genereret politisk indhold. Og 69 procent brød sig ikke om det, de så. Alligevel finder AI-genereret indhold vej ind i flere og flere kampagner.

Det viser en ny analyse fra SDU’s Digital Democracy Centre, der har undersøgt danskernes digitale adfærd i forbindelse med forårets folketingsvalg.

Rapporten kortlægger ikke bare, at AI-genereret indhold er til stede i dansk valgkamp. Det var vi vist flere, der så, og måske endda også rullede øjne af. Den kortlægger også, hvad danskerne mener om det. Og den konklusion er entydig nok til, at enhver kampagneorganisation burde stoppe op og reflektere et øjeblik.

Læs rapporten her

Politisk kommunikation handler om tillid. Ikke om designkvalitet, ikke om produktionshastighed, ikke om billedet ser professionelt ud. Det handler om, at vælgeren tror på afsenderen, og vælgeren skal have tillid til, at afsenderen kan repræsentere dem.

AI-genereret indhold – uanset om det er et billede, et klip eller en tekst – signalerer noget præcist om afsenderen: At der ikke er et rigtigt menneske bag. At det er produceret. At afsenderen har tilladt sig at erstatte den menneskelige hånd med en algoritme.

Og her fortæller to ud af tre (69 procent), at de ikke bryder sig om AI-genereret indhold.

Der er en vis ironi i tallene. 19 procent af danskerne brugte AI ugentligt til at skaffe sig valginformation under valgkampen. De er ikke fremmede over for teknologien. De bruger den selv. Men vælgerne har også lov til at være nogle hyklere, det er trods alt dem, der bestemmer.

De leder efter nogen, der skal repræsentere dem i svære politiske dilemmaer og i de sager, der kan gøre en forskel for dem og deres familie. Og her vil man hellere have et menneske end en computer.

Hvad det koster i praksis

Kandidater og kampagneledere, der overvejer AI i offentlig kommunikation, stiller typisk det forkerte spørgsmål. Spørgsmålet er ikke: Kan vælgerne se, at det er AI? Spørgsmålet er: Hvad sker der med din troværdighed, hvis de kan?

Under folketingsvalget cirkulerede AI-genererede materialer fra politiske partier, og noget af det var foto-realistiske billeder, der kunne ledsage budskaber, mens andet var såkaldt ”AI slop”, altså AI-indhold, der med vilje er produceret i en lav kvalitet, men optimeret til algoritmen. I rapporten skelnes der ikke mellem den oplevede kvalitet af AI-indholdet, men alene oplevelsen hos vælgeren af, at der er brugt AI til at skabe det.

Den negative følelse påvirker selvfølgelig oplevelsen af det enkelte budskab, men det smitter selvfølgelig også af på kandidatens samlede troværdighed. En vælger, der opdager, at et opslag er AI-genereret, stiller sig pludselig spørgsmålet om, hvad der ellers ikke er ægte.

Bedre AI løser ikke problemet i min optik. Jo mere avanceret teknologien bliver, desto mere værdi kommer autenticitet til at have. Og en kampagne, der har sat sin troværdighed til for at spare tid på produktionen, har lavet en handel, der ikke er pengene værd.

AI kan hjælpe dig med at producere hurtigere. Det kan ikke hjælpe dig med at overbevise en vælger om, at du er den rigtige kandidat for dem. Og det er den vigtigste opgave i en valgkamp.

Hvad vi ved fra Holland

En af mine bekymringer ved kunstig intelligens er, at det kan bruges til en effektiv skalering af kommunikation. Det kan jo lyde fint, når intentionen er rigtig, men der findes masser af eksempler på kræfter, der ikke vil os det godt. Eller som gerne vil skabe splid i vores samfund.

Der findes mig bekendt ikke en systematisk analyse af, hvilken tone danske politikere bruger, når de bruger AI-genereret indhold. Men så er det jo godt, at vi har hollænderne.

Under det hollandske kommunalvalg i marts 2026 monitorerede forskere fra Universitetet i Amsterdam AI-genereret kampagneindhold fra 30 kommuner på tværs af Facebook, Instagram, TikTok og X.

I de første 10 dages data indeholdt omkring hvert fjerde opslag med AI-genereret indhold noget negativt i tonen. Jeg frygtede personligt, at det ville være højere, men det er stadig højt.

AI sænker tærsklen for, hvad det koster at producere den slags i stor skala. En enkelt kampagne kan i dag producere angrebsindhold, der for tre år siden ville have krævet et produktionshold.

Oveni det kommer mærkningen. 90 procent af det AI-genererede kampagneindhold i Holland bar ingen mærkning. Vælgerne vidste ikke, hvad de så på. Fra august 2026 kræver den nye AI Act mærkning af AI-genereret indhold i markedsføring, så danskerne kommer i hvert fald til at vænne sig til at se mere mærket AI-indhold.

Om det rykker noget ved danskernes oplevelse? Det må vi se. Men vi skal i hvert fald ikke bruge AI uovervejet.

Stram styring, ikke totalt forbud

Det vil være for enkelt at konkludere, at AI ikke hører hjemme i politiske kampagner. Det gør det. Men i min optik hører det hjemme i de interne arbejdsgange. Som et redskab til research, idégenerering, analyse og kladder, og ikke i det, vælgerne rent faktisk ser.

Linjen går her: Det, vælgeren møder, skal være skabt, gennemgået og godkendt af et rigtigt menneske. Ikke fordi AI ikke kan producere brugbart indhold. Men fordi politisk kommunikation handler om troværdighed, og tillid er det eneste, du har, der ikke kan produceres hurtigt.

En kampagne kan vinde meget på at bruge AI klogt internt. Den kan tabe meget på at lade det vise sig offentligt.

Foto: Stephane Maffait

Chris Hvidberg stillede op til Folketinget for første gang. Han kom fra reklamebranchen, var vant til at stå på en scene og havde et slogan, der var til at huske. Alligevel endte han med ”at underperformere vildt” ifølge sin egen vurdering. Her er det, han lærte.

Forestil dig, at du er vant til at mene noget. Vant til medierne. Vant til at snakke politik. Og så stiller du op til Folketinget og opdager, at du ikke helt var forberedt alligevel.

Det er den korte version af Chris Hvidbergs valgkamp. Han er fast klummeskribent i Jyllands-Posten, har en baggrund fra reklamebranchen, og så var han indtil 2025 et passivt medlem af Liberal Alliance. Til det seneste folketingsvalg lod han sig opfordre til at stille op i Østjyllands Storkreds, og han vidste godt, at det var langt fra sikkert, at han kom ind. Men han regnede heller ikke med, hvad valgkampen ville kræve af ham.

Chris valgte at dele sine refleksioner om valgkampen i et langt og ærligt LinkedIn-opslag, og det ville jeg gerne tale mere med ham om.

Sloganet og strategien bag

Chris arbejder til dagligt i reklamebranchen, og det satte sit præg på hans kampagne. Hans udgangspunkt var enkelt: Folk kan ikke stemme på én, de ikke ved eksisterer. “Der er ingen, der kan huske et slogan fra en valgplakat, men jeg er sikker på, at de kan huske mit,” fortæller han mig, da jeg fanger ham over Teams.

Sloganet var Træt af pis? Stem på Chris!

Pis betød for Chris SVM-regeringens politik fra et liberalt synspunkt: En frustration med tingenes tilstand, der så også var pakket ind i et oprør mod den klassiske tredelte mærkesagsmodel. Chris valgte bevidst ikke at opstille tre mærkesager som de fleste kandidater.

Han ville i stedet sælge et mindset: Mere frihed og ansvar, mindre stat. Og han valgte heller ikke at segmentere sin målgruppe på demografi. “Det er mindre vigtigt for mig, om de er gamle eller unge,” sagde han. “Man skal nå dem på forskellige måder med forskellige eksekvereringer, tone og den slags, men det er samme kerne, og det er samme mindset, som de skal købe ind på.”

Hvilket er en god idé. Det er nemmere at motivere vælgerne til handling med en følelse end med et alenlangt policy-papir, og hvis du kan eksekvere et kernebudskab på forskellige måder til forskellige målgrupper, men stadig gøre det troværdigt, så har du fat i den lange ende.

Undtagelsestilstanden og det, der ikke var klar

I en måned lavede Chris ikke mad. Han tabte sig. Fik for lidt søvn. “Man tænker valgkamp KON-STANT. 24-7,” skrev han efterfølgende i det LinkedIn-opslag, hvor han ærligt reflekterer over sin valgkamp. Han nævner det ikke for at klage over det. Han gik trods alt frivilligt ind i det.

Men han nævner det som information til dem, der ikke ved, hvad det vil sige. Det er værd at tage seriøst, både for kandidaten selv og for kampagnelederen. En kandidat, der ikke har forventet den mentale belastning, kan godt bruge noget tid på at komme sig over chokket. Måske ikke imens valgkampen ruller, men helt sikkert bagefter.

Problemet var for Chris, at han ikke nåede at blive klar med det praktiske. I lang tid var hans overbevisning, at valget ville komme senere på året.

”Da det så blev udskrevet, manglede jeg stadig en hjemmeside, forskellige flyers, radioreklame, displayannoncer, flere forskellige slags merchandise og løse SoMe-idéer, som jeg ellers havde tænkt mig at sætte i værk.”

Han nåede at få det meste på plads undervejs, men det skete på rekordtid og sideløbende med opgaver på hans arbejde, der også stadig skulle færdiggøres.

Hele valgkampen bar præg af en følelse af at være bagefter, og der var mange idéer, der aldrig blev til noget. Hans sociale medier kom ikke godt nok ud med konkrete budskaber om frihed og ansvar, selvom det var kernen i hans kandidatur:

“Jeg ville gerne have sprøjtet mange flere opslag ud, men det burde jo klart have været forproduceret, da jeg slet ikke havde tid eller overskud til at lave det hele under valgkampen,” fortæller han.

Chris’ læring er en, som mange nye kandidater gør sig. Der er helt vildt meget, der både kan og bør forberedes og forproduceres, hvis man har mulighed for det. For det kan godt være, at der opstår en sag undervejs, som vi skal reagere på, men der er stadig masser af plads til at mene det, du havde tænkt dig at mene i en valgkamp.

TikTok var til gengæld en af de ting, der virkede for Chris. Hans kendskabsgrad steg tydeligt i Aarhus, og han fik positiv respons fra især mange unge mennesker på gaden samt langt flere selfie-anmodninger, end han nogensinde havde forventet.

Struktur, penge og konkurrencen

Chris havde ingen kampagneleder, men han havde en gruppe af frivillige LA’ere, som han nåede at samle en enkelt gang.

”Jeg fik aldrig helt benyttet mig nok af kapaciteterne i gruppen. De hjalp også den store LA-kampagne med Vanopslagh og de andre kandidater, så på den måde var der ikke nogen frivillige, der blev tabt. Men det kunne have været fedt at have brugt gruppen mere aktivt. Det ville have været mere optimalt at få fordelt nogle faste roller fra start, da jeg under valgkampen var for tidspresset til at kunne overskue, hvor jeg havde brug for hjælp. Det ville også gøre det nemmere for folk at hjælpe mig med de opgaver, der kræver lidt mere tid, eller hvor jeg ikke selv er så stærk,” fortæller Chris.

Netop klare ansvarsområder kan hjælpe en hel del – om ikke andet bare for at hjælpe kandidaten med at kunne parkere bekymringer om et givent emne såsom husstandsomdelinger hos en frivillig, så kandidaten i stedet kan fokusere på at møde vælgere.

Valgkampe er ikke billige, og det gælder også for Chris, der fortæller, at det samlede valgkampsbudget endte på mere end 100.000 kr. i alt. Annoncering, merchandise, flyers og omdeling, valgplakater til omkring 25 kr. stykket. Det løber hurtigt op.

“Man vinder ikke valg uden penge,” som han selv formulerede det på LinkedIn, for derefter at tilføje med et grin, at han tilsyneladende heller ikke vandt med dem.

Konkurrencen har nemlig været hård. Alex Vanopslagh støvsugede Østjyllands Storkreds for de fleste LA-stemmer, og det er Chris helt afklaret med. “For at sige det lidt kækt, så spiller vi jo på samme bane. Selvfølgelig er jeg slet ikke lige så kendt som Alex – slet ikke – men de vælgere, der ville have nemmest ved at vælge mig, er de samme vælgere, der ligger Alex nærmest: En storby-liberal vælger, der værdsætter humor og skarpe, liberale holdninger. Og der kan jeg jo ikke fortænke vælgerne i at sætte krydset ud for Alex.”

Østjyllands Storkreds har foruden Alex Vanopslagh også haft Nicolai Wammen (S), Mona Juul (K) og Troels Lund Poulsen (V) på stemmesedlen, og det er tydeligt på stemmetallene i de enkelte partier, at det har haft en effekt – på godt og ondt for de enkelte kandidater. Det kan være med til at trække flere stemmer til partiet overordnet set, men topfigurerne har også nemmere ved at trække de personlige stemmer.

Derfor kræver det en meget bevidst differentiering på tværs af budskaber, kanaler, synlighed og vælgerkontakt, hvis du skal lykkedes med at skille dig ud.

Spørger man Chris, hvad han ville have vidst inden valgkampen, handler det ikke om det faglige. Han kendte debatten, kunne mærkesagerne og var vant til offentligheden. Det handler mere om det mentale og det praktiske:

“Man er på hele tiden,” som han beskriver det. Og alligevel er han ikke afskrækket.

Hans opfordring til dem, der overvejer at stille op, er direkte: “Go for it. Det er så meningsfyldt. Man skal selvfølgelig også ville det, da det koster en masse penge og en masse energi, men det er det hele værd.”

Og jo bedre forberedt du er, inden valgkampen starter, jo mere kan du bruge de penge, den energi og de ressourcer på det, der faktisk rykker noget.

Tak til dig, Chris. For at stille op. Og for at ville dele dine erfaringer.

Opgaven for dig som politiker og din kampagne er at være alle steder hele tiden. Det lyder håbløst, men det er vilkåret. Sådan her kan du gøre det.

Vi har netop været igennem et Folketingsvalg, og to uger efter valgdagen er der stadig ikke landet en ny regering. Tolv partier kom ind i Folketinget. De traditionelle magtpartier gik tilbage. Og hvis du prøver at pege på ét tema, der definerede valgkampen, er det svært. Hvad diskuterede vi egentlig?

Det er ikke en kritik af politikerne, der gjorde det bedste, de kunne – og i rimelig vid udstrækning gjorde hvad de plejer for at forsøge at sætte en dagsorden. Det er mere et resultat af et mediebillede, der i endnu højere grad er fragmenteret i bittesmå stykker.

For der var engang, hvor vi kunne tage for givet, at vi alle sad derhjemme og så søndagens aftenunderholdning på DR, og vendte det over frokostbordet i kantinen mandag morgen. Der var en fælles referenceramme. Den er væk nu.

Tilbage i januar beskrev DR’s Medieudvikling 2025 et medielandskab, der er fundamentalt anderledes end for bare ti år siden, og jeg bider mærke i, at det ikke er en gradvis bevægelse. Det er et brud.

Du kan ikke forvente, at folk har læst det formentlig fremragende debatindlæg, du netop har haft i avisen. Det er de færreste under 60 år, der læser avis. Og du kan omvendt heller ikke forvente, at folk over 30 har set din TikTok, hvor de følger din dag som politiker.

12-24-årige bruger 32 procent af al medietid på sociale medier. 65+-årige bruger 50 procent på flow-TV. Og midt imellem er der lag af platforme og medievaner, som ingen enkelt kanal dækker.

Opgaven for os er derfor, at vi er nødt til at være alle steder hele tiden. Det lyder håbløst, men det er vilkåret.

Men tilstedeværelse er ikke det samme som copy-paste

Jeg ser det igen og igen: Kandidaten skriver en pressemeddelelse, copy-paster den ind i Facebook-feedet, og poster den samme tekst videre på Instagram og LinkedIn. Og spørger så bagefter, hvorfor det ikke giver andet engagement end de loyale partisoldater.

Det giver ikke respons, fordi hver kanal har sine egne præmisser.

Det, der fungerer på Facebook, fungerer ikke på TikTok. Og det, der fungerer på TikTok, fungerer ikke på LinkedIn.

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh (og hans dygtige organisation) forstod det op til valgkampen i 2022 og siden. Dansk Folkeparti smadrede igennem på Facebook til dette valg, og deres flotte valgresultat taler for sig selv. Det var bestemt ikke det eneste, der lykkedes for DF, men de var ikke til at komme udenom digitalt. Og det er ikke tilfældigt. De har forstået, hvad platformen belønner, og bygger indholdet derefter.

Engang kunne vi kompensere for manglende kreativitet eller autenticitet med penge. Vi kunne betale os til synlighed på Facebook og Instagram og få vores budskaber ud til præcis den målgruppe, vi ønskede. Fra efteråret 2025 forsvandt den mulighed for os, da EU lagde nye krav ned over os, og Google og Meta som respons bad dem hoppe i havet.

Så når vi ikke længere kan betale os til synlighed, er vi nødt til at fortjene den. Det kræver, at vi agerer på kanalernes præmisser og ikke vores egne.

Tænk som et medie

Jeg vil klart opfordre til, at flere politikere begynder at tænke på sig selv som egne medier og egne brands. Det handler ikke kun om at have en Facebook-side og et godt forhold til de lokale journalister, selvom begge dele stadig er vigtige. Det handler om at bygge egne kanaler, som du selv har kontrol over.

Det kunne være en podcast, hvor du taler med folk i dit lokalområde om de emner, du arbejder med. Det kunne være et nyhedsbrev, som dine mest engagerede vælgere aktivt tilmelder sig, og som du kan bruge til at aktivere dem som ambassadører, når det gælder. Det kunne være en blog, der giver et indblik i dit politiske arbejde og din tankegang. Eller en kombination af det hele.

Det vil kræve tid og energi. Det er der ingen vej udenom. Men gevinsten er, at du er markant mindre sårbar overfor skiftende prioriteter fra platforme og lovgivende myndigheder. Du ejer kanalen. Du bestemmer indholdet. Og du er ikke afhængig af, at en algoritme eller et EU-direktiv ikke pludselig ændrer reglerne for, hvem der ser hvad.

Det medielandskab, DR’s analyse beskriver, og som det seneste valg har bekræftet, er ikke en midlertidig situation. Det er det nye udgangspunkt for enhver kampagne fremadrettet, og udviklingen kommer til at gå i retning af mere fragmentering.

De kandidater, der forstår det, og begynder at arbejde med det i dag, har et forspring ved næste valg. Ikke fordi de er på alle platforme, men fordi de ved, hvilke platforme der tæller for deres vælgere, og fordi de har bygget noget, de selv ejer.